Advokat Claus Olsen kan bistå dig som forsvarsadvokat, hvis du fx er tiltalt eller sigtet for

• Afpresning
• Arbejdsmiljø
• Bandeaktiviteter
• Bedrageri
• Bestikkelse
• Blufærdighedskrænkelse
• Brandstiftelse
• Doping
• Dokumentfalsk
• Drab
• Dyremishandling
• Frihedsberøvelse
• Hvidvask
• Hæleri
• Hærværk
• Identitetstyveri
• Indtrængen (ulovlig)
• Korruption
• Kursmanipulation
• Mandatsvig
• Matchfixing
• Momssvig
• Menneskehandel
• Miljøovertrædelser
• Narkotika
• Opholdsforbud (overtrædelse)
• Overvågning (ulovlig)
• Røveri
• Seksuelle overgreb
• Skattesvig
• Skyldnersvig
• Spionage
• Terrorisme
• Tilskyndelse (ulovlig)
• Trusler
• Tyveri
• Underslæb
• Vold
• Våbenbesiddelse
• Åger

Lad ikke stress eller forvirring få dig til at sige ting, som du fortryder.

Din pligt til at oplyse din identitet

Ifølge retsplejelovens § 750 har du pligt til at oplyse dit navn, din adresse og din fødselsdato, hvis politiet beder om det. Dette gælder, uanset om du er sigtet for noget eller ej. Hvis du nægter at oplyse disse informationer, kan det medføre en bøde. Bøden for at nægte at oplyse navn, adresse eller fødselsdato er typisk på 1.000 kr., men den kan nedsættes for unge under 18 år eller personer med lav indkomst.

Pligten til at oplyse om sin identitet er bekræftet i en lang række domme, fx en sag fra 1956 (U.1956.941/1V), hvor en person, der var sigtet for en færdselslovsovertrædelse, blev anset for at være forpligtet til at oplyse navn og adresse, selv om han ikke var anholdt. Det samme blev fastslået i en landsretssag fra 2002 (U.2002.2295V), hvor retten slog fast, at politiet ikke behøver at begrunde, hvorfor de beder om disse oplysninger.

Du har ikke pligt til at oplyse dit CPR-nummer.

Hvad hvis du bliver anholdt?

Hvis du bliver anholdt, gælder de samme regler om oplysning af navn, adresse og fødselsdato. Politiet kan også foretage en visitation for at sikre, at du ikke har genstande på dig, der kan bruges til vold eller undvigelse, jf. retsplejelovens § 758.

Når du er anholdt, skal politiet snarest muligt gøre dig bekendt med, hvorfor du er anholdt, og hvad sigtelsen går ud på, jf. retsplejelovens § 755, stk. 2.

Din ret til at tie

Ud over pligten til at oplyse navn, adresse og fødselsdato har du som udgangspunkt ingen pligt til at udtale dig til politiet. Dette gælder både, hvis du er sigtet, og hvis du blot er mistænkt. Retsplejelovens § 752 fastslår, at en sigtet person skal gøres bekendt med, at han eller hun ikke er forpligtet til at udtale sig.

Denne ret til at tie er en grundlæggende del af retssikkerheden og betyder, at du ikke behøver at svare på spørgsmål, der kan inkriminere dig selv. Hvis politiet ønsker at afhøre dig, skal de først informere dig om denne ret, og det skal fremgå af politirapporten, at du er blevet vejledt korrekt.

Hvad sker der, hvis du nægter at oplyse din identitet?

Hvis du nægter at oplyse dit navn, adresse eller fødselsdato, kan politiet vælge at anholde dig for at fastslå din identitet. Dette skete fx i et tilfælde i 2018 (TfK2018.1212), hvor en person, der nægtede at vente på, at politiet kunne verificere hans identitet, blev anholdt for at sikre hans tilstedeværelse.

Anholdelse skal dog altid være proportional og må ikke være et unødvendigt indgreb, jf. retsplejelovens § 755, stk. 4. Hvis politiet vurderer, at det er nødvendigt at anholde dig for at fastslå din identitet, skal de gøre dette så skånsomt som muligt og underrette dig om årsagen til anholdelsen.

Hvad hvis du er under 18 år?

Hvis du er under 18 år, gælder der særlige regler. Politiet skal som udgangspunkt underrette din kommune, hvis du skal afhøres som sigtet i en sag, der kan medføre frihedsstraf. Kommunen har ret til at overvære afhøringen, medmindre der er tale om en mindre alvorlig sag, hvor der kun kan blive tale om en bøde.

Det er ikke kun overtrædelser af straffeloven, der kan give alvorlig straf bøde eller fængsel. Du har også behov for en erfaren forsvarsadvokat, hvis du tiltales eller sigtes for overtrædelse af de såkaldte særlove.              

Ikke kun fysiske personer, men også juridiske personer som fx selskaber risikerer strafansvar for særlovsovertrædelser i form af bøder eller andre sanktioner.

 Særlovsovertrædelser kan fx være

• Skatte- og afgiftsunddragelse
• Svig med EU-midler eller nationale midler
• Overtrædelse af dyreholds- eller dyreværnslovgivningen
• Overtrædelse af databeskyttelsesreglerne
• Overtrædelses af konkurrencelovgivningen
• Socialbedrageri
• Overtrædelse af sikkerhedsbekendtgørelser
• Overtrædelse af våbenlovgivningen
• Overtrædelse af funktionær- eller ferieloven
• Overtrædelse af reglerne om euforiserende stoffer
• Hvidvask
• Overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven
• Overtrædelse af ligebehandlingsloven
• Overtrædelse af revisorloven
• Hæleri
• Overtrædelse af reglerne om regnskabsføring eller lønindberetning
• Overtrædelse af regler om anmeldepligt
• Overtrædelse af trafiklovgivningen, arbejdsmarkedslovgivningen, markedsføringsloven, arbejdsmiljøloven, forbrugeraftaleloven, planloven, sommerhusloven

I Danmark kan virksomheder også kaldet juridiske personer pålægges strafansvar for visse lovovertrædelser. Dette ansvar er reguleret i straffelovens kapitel 5 og gælder for en bred vifte af lovområder.

Hvad betyder det, at en virksomhed er en juridisk person?

En juridisk person er en enhed, der kan påtage sig rettigheder og forpligtelser, som om den var en fysisk person. Det kan være selskaber som aktieselskaber (A/S), anpartsselskaber (ApS), foreninger, fonde, kommuner og statslige myndigheder. Selv enkeltmandsvirksomheder kan i visse tilfælde betragtes som juridiske personer, hvis deres størrelse og organisation minder om et selskab, eksempelvis hvis de har mindst 20 ansatte.

Hvornår kan en virksomhed straffes?

Straffelovens § 25, fastslår, at en juridisk person kan straffes med bøde, når det er bestemt ved eller i medfør af lov.

Straffelovens § 306 udvider dette ansvar til også at gælde for overtrædelser af straffeloven. Det betyder, at virksomheder kan straffes for visse kriminelle handlinger, som normalt forbindes med enkeltpersoner, såsom bestikkelse, skattesvig og momssvig.

Hvad kræves der for at pålægge en virksomhed strafansvar?

For at en virksomhed kan blive straffet, skal der være begået en overtrædelse inden for virksomhedens rammer. Overtrædelsen kan enten tilregnes en eller flere personer, der er knyttet til virksomheden, eller virksomheden som sådan. Dette betyder, at virksomheden kan holdes ansvarlig for:

1. Handlinger begået af ansatte eller ledelsen: Hvis en medarbejder eller leder begår en ulovlig handling som led i sit arbejde, kan virksomheden holdes ansvarlig. Eksempelvis kan en virksomhed straffes, hvis en direktør bevidst afgiver urigtige oplysninger til myndighederne.

2. Manglende procedurer eller kontrol: Virksomheden kan også straffes, hvis der er mangler i dens interne procedurer, som gør det muligt for ulovlige handlinger at finde sted. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis virksomheden ikke har tilstrækkelige kontrolsystemer til at forhindre fejl eller svindel.

Det er dog vigtigt at bemærke, at der ikke er tale om et objektivt ansvar. Det betyder, at der skal kunne bevises en form for skyld enten forsæt (bevidst handling) eller grov uagtsomhed (alvorlig forsømmelse).

Eksempler på virksomheders strafansvar

1. Skattesvig og momssvig

Virksomheder kan straffes for skattesvig og momssvig, hvis de undlader at indberette korrekte oplysninger til skattemyndighederne. I en sag fra 2023 blev en virksomhed idømt en bøde på 7.465.000 kr. for at have undladt at indberette moms og skat over flere år. Retten lagde vægt på, at virksomheden havde handlet groft uagtsomt og bevidst undladt at opfylde sine forpligtelser.

2. Manglende dokumentation

I flere sager er virksomheder blevet straffet for ikke at indsende den nødvendige dokumentation til skattemyndighederne. For eksempel blev en virksomhed i 2019 idømt en bøde på 500.000 kr. for ikke at have udarbejdet og indsendt transfer pricing-dokumentation rettidigt. Retten fandt, at den manglende dokumentation skyldtes en misforståelse mellem virksomheden og dens moderselskab, men dette fritog ikke virksomheden for ansvar.

3. Ansættelse af ulovlig arbejdskraft

En anden type overtrædelse kan være ansættelse af personer uden gyldig arbejds- eller opholdstilladelse. I en sag fra 2024 blev en enkeltmandsvirksomhed dog frifundet, fordi den ikke kunne sidestilles med en juridisk person. Retten fandt, at virksomheden ikke var organiseret på en måde, der gjorde det naturligt at pålægge den strafansvar som en juridisk person.

Er straf uundgåelig, kan din forsvarsadvokat være med til at sikre, at eventuelle formildende omstændigheder kommer frem i lyset.

Når en domstol skal afgøre, hvilken straf en person skal idømmes for en kriminel handling, spiller en række faktorer ind. Blandt disse er formildende omstændigheder, som kan føre til en mindre streng straf eller i visse tilfælde medføre, at straffen helt bortfalder

Hvad er formildende omstændigheder?

Formildende omstændigheder er forhold, der taler for at udvise lempelighed i strafudmålingen. Straffeloven indeholder en række lovfæstede eksempler på formildende omstændigheder, som domstolene skal tage i betragtning, når de fastsætter straffen. Disse er opregnet i straffelovens § 82, som blandt andet nævner følgende situationer:

• Hvis gerningsmanden var under 18 år på gerningstidspunktet.
• Hvis gerningsmanden har høj alder, og en sædvanlig straf vurderes som unødvendig eller skadelig.
• Hvis gerningen grænser til at være omfattet af en straffrihedsgrund.
• Hvis gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvidenhed om loven.
• Hvis gerningen er begået i en oprørt sindstilstand, fremkaldt af forurettede eller personer med tilknytning til denne ved et uretmæssigt angreb eller en grov fornærmelse.
• Hvis gerningsmanden har aflagt tilståelse eller har givet oplysninger, der er afgørende for opklaringen af andre strafbare handlinger.
• Hvis der er gået så lang tid siden den strafbare handling, at anvendelse af den sædvanlige straf vurderes som unødvendig.

Hvordan vurderes formildende omstændigheder?

Vurderingen af, om der foreligger formildende omstændigheder, er konkret i hver enkelt sag. Domstolene ser på både gerningsmandens personlige forhold og på omstændighederne omkring den strafbare handling. For eksempel kan det være en formildende omstændighed, hvis en ung gerningsmand har begået en mindre alvorlig forbrydelse som følge af pres eller manipulation fra andre.

I nogle tilfælde kan formildende omstændigheder føre til, at straffen nedsættes under den normale strafferamme, eller at straffen helt bortfalder. Dette er reguleret i straffelovens § 83, som fastslår, at "straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde".

Eksempler fra retspraksis

Domstolene har gennem tiden behandlet mange sager, hvor spørgsmålet om formildende omstændigheder har været centralt.

1. Sagsbehandlingstid: I en sag fra 2025 blev det vurderet, om en lang sagsbehandlingstid kunne udgøre en formildende omstændighed. Landsretten fandt, at sagsbehandlingstiden ikke indebar en krænkelse af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og derfor kunne den ikke komme i betragtning som en formildende omstændighed.

Straffelovens § 82 blev ændret i 2021, hvor en ny bestemmelse blev indført for at begrænse muligheden for at lade lang sagsbehandlingstid indgå som en formildende omstændighed. Ændringen blev foretaget for at sikre, at sagsbehandlingstiden kun kan tillægges vægt, hvis det er nødvendigt for at opfylde kravene i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

2. Spirituskørsel: I en sag fra 2005 blev en person straffet for spirituskørsel, selv om han mente, at hans handling var formildet af, at han flyttede bilen for at undgå fare for trafikken. Domstolen fandt, at der ikke var tale om særligt formildende omstændigheder, og straffen blev fastsat til 14 dages betinget fængsel og frakendelse af førerretten i 5 år.

3. Hastighedsovertrædelse: En chauffør, der overskred hastighedsgrænsen som følge af pres fra sin arbejdsgiver, fik ikke held med at påberåbe sig formildende omstændigheder. Domstolen vurderede, at arbejdsgiverens pres ikke kunne begrunde en mildere straf, og førerretten blev frakendt ubetinget.
   
   

Specielt om tilståelse som en straflempende faktor

En tilståelse kan i mange tilfælde føre til en nedsættelse af straffen. Dette skyldes, at en tilståelse ofte medfører procesøkonomiske fordele, fremmer opklaringen af sagen og kan være udtryk for gerningsmandens vilje til at tage ansvar for sine handlinger.

Straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, fastslår, at det i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed ved strafudmålingen, at gerningsmanden har aflagt en tilståelse. Bestemmelsen blev senest ændret i 2024, hvor kravet om, at tilståelsen skulle være frivillig og fuldstændig, blev fjernet. Det betyder, at enhver tilståelse, uanset om den er fuldstændig eller ej, kan tillægges vægt som en formildende omstændighed.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at en tilståelse, der afgives tidligt i sagen, kan tillægges betydelig vægt, især hvis den medfører en væsentlig ressourcebesparelse for politiet og retssystemet. Omvendt vil en tilståelse, der først afgives under hovedforhandlingen, normalt have mindre vægt.

Eksempler fra retspraksis vedrørende tilståelser

• I en sag fra 2025 blev straffe for indsmugling af hash reduceret med 6-12 måneder på grund af tilståelser, der blev afgivet tidligt i sagen. Landsretten lagde vægt på, at tilståelserne havde sparet politiet for en længere efterforskning og muliggjort en hurtigere sagsbehandling.
• I en anden sag fra 2025 blev det vurderet, at tilståelser afgivet under hovedforhandlingen havde mindre vægt som formildende omstændighed. Landsretten fandt, at tilståelserne ikke havde medført en væsentlig ressourcebesparelse, og at de derfor ikke kunne føre til en nedsættelse af straffen.
• I en landsretssag fra 2024 blev det fastslået, at straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, ikke giver mulighed for at nedsætte straffen under strafferammens minimum. Landsretten understregede, at bestemmelsen alene angår strafudmålingen inden for strafferammen.

En tilståelse, der omfatter strafbare handlinger, som politiet ellers ikke ville have fået kendskab til, kan medføre en større strafnedsættelse. Dette gælder især i sager om organiseret kriminalitet, hvor tilståelsen kan være afgørende for opklaringen af komplekse sagsforhold. En "rabat" på et år eller mere er ikke usædvanlig i sådanne tilfælde. Ifølge Rigsadvokatens cirkulære kan straffen i større sager om f.eks. narkotikakriminalitet eller økonomisk kriminalitet nedsættes med op til 25 %, hvis tilståelsen afgives tidligt og medfører en væsentlig ressourcebesparelse. Hvis tilståelsen omfatter strafbare handlinger, som politiet ellers ikke ville have fået kendskab til, kan strafnedsættelsen være endnu større.

 1.     Politiets adgang til privat ejendom

 Som udgangspunkt kræver politiets adgang til en privat ejendom en retskendelse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der gør det muligt at handle uden en sådan. Dette er reguleret i retsplejelovens kapitel 73, særligt §§ 794 og 796.

• Retsplejeloven § 794 fastslår, at ransagning af husrum eller andre lokaliteter, som en mistænkt har rådighed over, kun må foretages, hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og hvis ransagningen må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.

• Retsplejeloven § 796 tillader politiet at foretage ransagning uden retskendelse, hvis "undersøgelsens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes". I sådanne tilfælde skal politiet dog snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der afgør, om indgrebet kan godkendes.

• Politiloven § 8, stk. 5 giver politiet adgang til ikke frit tilgængelige steder uden retskendelse, når det er nødvendigt for at afværge en konkret og nærliggende fare for den offentlige orden eller sikkerhed. Dette kan eksempelvis være tilfældet ved akut fare for personers liv eller helbred.

2.     Kan politiet nægtes adgang?

Hvis politiet ankommer uden en retskendelse, og der ikke foreligger en akut situation, hvor øjemedet ville forspildes, kan ejeren eller brugeren af ejendommen i princippet nægte politiet adgang.

Politiet skal således forlade stedet, hvis ejeren nægter adgang, medmindre der er hjemmel til at gennemtvinge adgangen. Politiet kan derefter vende tilbage med en retskendelse, hvis det er nødvendigt.

3.     Skal politiet vente på en advokat?

En person, der er genstand for en ransagning, har ret til at kontakte en advokat, men politiet er ikke nødvendigvis forpligtet til at vente på, at advokaten ankommer, før de gennemfører ransagningen. Dette fremgår indirekte af retsplejelovens § 796, stk. 3, som fastslår, at politiet kan handle hurtigt, hvis øjemedet ville forspildes ved at afvente yderligere.

Den sigtede har ret til at få beskikket en forsvarer og til at blive vejledt om denne ret, jf. retsplejelovens § 729 a. Politiet må ikke søge at påvirke den sigtedes vurdering af behovet for advokatbistand.

4.     Retspraksis

En lang række domme belyser, hvordan reglerne om politiets adgang til privat ejendom anvendes i praksis:

• I en sag fra 2024 (TfK2024.134) blev politiets gennemsøgning af en lejlighed efter en nøgle anset for at have karakter af en ransagning. Landsretten fandt, at betingelserne for ransagning ikke var opfyldt, og ransagningen blev derfor ikke godkendt.

• I en landsretssag fra 2023 (TfK2023.498) fik politiet tilladelse til at ransage en bopæl for at finde en konfiskeret bogsamling. Retten fandt, at ransagningen var proportional og nødvendig for efterforskningen. Ifølge retsplejelovens § 797 må ransagning ikke foretages, hvis det ville være et uforholdsmæssigt indgreb i forhold til undersøgelsens formål.

• Landsretten fastslog i 2019 (TfK2019.187), at politiet ikke behøver at have formuleret en sigtelse for at anmode om en ransagningskendelse, så længe der er tilstrækkeligt grundlag for mistanke. Politiet skal kunne handle hurtigt, hvis der er behov for det.

Ransagning og undersøgelser foretaget af politiet er indgribende handlinger, der kan påvirke borgernes privatliv og ejendomsret. Derfor er der klare regler i dansk lovgivning, der regulerer, hvornår og hvordan politiet kan foretage sådanne indgreb.

Hvad er en ransagning?

Ransagning er en undersøgelse af boliger, lokaliteter, genstande eller dokumenter, som politiet foretager for at finde beviser eller genstande, der kan beslaglægges. Ransagning kan også omfatte undersøgelse af en persons legeme og tøj. Ransagning er reguleret i retsplejeloven, og der er strenge krav til, hvornår og hvordan politiet kan foretage en ransagning.

Hovedreglen: Ransagning kræver en dommerkendelse

Som udgangspunkt kræver ransagning en dommerkendelse. Dette betyder, at politiet skal fremlægge sagen for en dommer, som vurderer, om betingelserne for ransagning er opfyldt. Dommeren skal tage stilling til, om der er rimelig grund til mistanke, og om ransagningen er af væsentlig betydning for efterforskningen.

Undtagelser: Hvornår kan politiet ransage uden en dommerkendelse?

Der er dog visse undtagelser, hvor politiet kan foretage ransagning uden først at indhente en dommerkendelse. Disse undtagelser er nøje reguleret i lovgivningen og omfatter følgende situationer:

1. Hvis øjemedet ville forspildes

Politiet kan foretage ransagning uden dommerkendelse, hvis det vurderes, at formålet med ransagningen ville gå tabt, hvis man skulle vente på en dommerkendelse. Dette kaldes "periculum in mora" og er en undtagelse, der ofte anvendes i akutte situationer.

Som eksempel kan nævnes en sag fra 2015 (TfK2015.396), hvor en bil blev ransaget, fordi politiet lugtede hash, da vinduet blev rullet ned. Landsretten vurderede, at øjemedet ville være forspildt, hvis politiet skulle vente på en dommerkendelse, og godkendte derfor ransagningen som lovlig.

2. Ved samtykke

Hvis den person, der har rådighed over boligen eller genstanden, giver skriftligt samtykke, kan politiet foretage ransagning uden dommerkendelse. Dette gælder både for mistænkte og ikke-mistænkte personer.

3. Ved visitation i visitationszoner

Politiet kan foretage visitation af personer og genstande uden dommerkendelse i særlige visitationszoner, der er oprettet for at forebygge kriminalitet. Beslutningen om at oprette en visitationszone træffes af politidirektøren og skal være skriftlig og begrundet.

4. Ved eftersøgning af mistænkte

Politiet kan ransage en bolig uden dommerkendelse, hvis det er nødvendigt for at finde en mistænkt, der skal anholdes. Dette gælder dog kun, hvis der er grund til at antage, at den mistænkte opholder sig på stedet.

Krav til politiets beslutning om ransagning uden dommerkendelse

Selv om politiet kan foretage ransagning uden dommerkendelse i visse situationer, er der stadig krav, der skal opfyldes:

1. Mistankegrundlag: Der skal være rimelig grund til mistanke om en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale.
2. Proportionalitet: Indgrebet skal stå i rimeligt forhold til formålet med ransagningen.
3. Dokumentation: Politiet skal dokumentere beslutningen om ransagning, og sagen skal forelægges for retten inden 24 timer, hvis der er tale om en ransagning uden dommerkendelse.

Hemmelige ransagninger

I særlige tilfælde kan politiet foretage hemmelige ransagninger, hvor den mistænkte eller andre ikke gøres bekendt med indgrebet. Dette kræver dog altid en dommerkendelse og kan kun ske, hvis det er af afgørende betydning for efterforskningen. Hemmelige ransagninger anvendes typisk i sager om alvorlig kriminalitet, såsom terror eller organiseret kriminalitet.